Domaine Jean-Luc Mouillard

Côtes du Jura ”Savagnin”

Type: Hvidvin

Land: Frankrig

Region: Jura

Drue:

Dette er et klasse eksempel på en ”Old school” Savagnin, der har ligget under flor – ikke så længe som en Vin Jaune, men nok til at man begynder at få noterne af en Vin Jaune. Nødder, Karry, Oxideret æble og blomster. 

Vinen er lavet på Savagnin druer fra Côtes du Jura, hvor stokkene er minimum 35 år gamle og står i ler og grå mergelholdigt jord, som giver stor dybde og karakter til vinen. Vinen gennemgår alkoholisk gæring i store cementæg, hvorefter vinen overføres til nyere franske egefade i 3 år, hvor den lagrer under flor, hvilket vil sige at man ikke topper vinen op, så den naturlige gær, “flor”, der lever i Jean-Luc's gamle kælder, kan få lov til at sætte sig i overfladen af vinen. 

En super, super rå og storslået ”gul” vin, som kræver, at man er nysgerrig på flor.


100% Savagnin

Domaine Jean-Luc Mouillard

Jura, Frankrig

Domaine Jean-Luc Mouillard ligger i udkanten af den lille bjergby, Mantry, i den centrale del af Jura-distriktet – et meget smukt og idyllisk sted klemt ind imellem de schweiziske alper på den ene side og Bourgognes bløde bakker på den anden side.

I 1991 grundlagde Jean-Luc Mouillard domænet sammen med sin kone Annie. De startede med kun nogle få hektar i Côtes du Jura, men har i dag hele 15 hektar til rådighed, fordelt i Côtes du Jura, L'Étoile og Château-Chalon. Der dyrkes og anvendes de klassiske druer i området – Chardonnay, Savagnin, Pinot Noir, Trousseau og Poulsard.

Alle vinmarker ligger som minimum 350 meter over havets overflade. Jean-Luc arbejder efter bæredygtige principper. Det såkaldte lutte raisonnée – hvilket vil sige ingen brug af pesticider, herbicider, kunstgødning eller andet skrammel i markerne. På samme måde, som at han ikke bruger kunstigt fremstillet gær i kælderen eller andre kemikalier, på nær den lille smule svovl, han bruger til at stabilisere vinene til slut. Jean-Lucs vinkælder er et besøg værd i sig selv – en gammel diligencebygning fra 1600-tallet, som står med rå gamle stenvægge og den fantastiske indsmigrende duft af den flor, der lever i kælderen.

Den samlede produktion fra huset er små 35.000 fl. om året.